GURPS: The Known World

Jesmael Coldheat

Fra Lars

Jesmael Coldheat rettede på sin store store hat, da han gik ud fra det telt der fungeret som hovedkvarter for The Army Of Light. Han havde lige fået sine ordre og han var glad eller så glad som han nu kunne blive…

Han havde fået ordre til at bringe en gruppe desertører tilbage så de kunne blive straffet. Han måtte kun bruge vold hvis de gjorde modstand… Men det var han nu sikker på at de ville…

Et lumsk lille smil brætte sig på hans tynde læber da han tænkte på hvad han ville gøre hvad ham den fisefornemme knight som var leder af den gruppe desertører.

Da det var en stor gruppe han jagede den her gang, var han nødt til at have det rigtige værktøj med. Så han gik over mod snappernes telte og derefter skulle han se hvad for noget gift han kunne støve op.

Næste morgen var han klar, han havde haft held med at få fat på nogle for forskellige slags gift og og hans besøg hos snapperne havde også båret frugt, han havde renset og samlet sin lille men meget kraftige 2 skuds crossbow, hans to short swords var blevet smurt med den speciale lammene gift som han selv lavet, hans breast plate var blevet velsignet og sidst men ikke mindst havde han slebet de to knivspidser der sad for endende af hans ridestøvler.

Han samlet sin lange ride frakke om sig og trak sin hat godt ned i panden mod morgen kulden da han gik over pladsen med sine heste: Han ville bruge to til at skifte i mellem, så han så hurtigt så muligt kunne ind hente sit bytte.

Han var kendt for altid at fange sit bytte lige meget hvad der skulle til.


Jesmael Coldhart havde lige forladt teltet.

Kaptajn Walgar Stalus blev kaldt ind af Lord Anulf Barcell.

Han stoppede op præcis 1 meter fra sin herres bord og stod ret.

Lord Barcell målte ham an med øjnene.

Og sagde så: ”Jeg har en meget vigtige opgave til dig, hvis den ikke lykkes kan vi miste det beste våben var har mod Chalifen.”

”Du skal straks tage af sted til Al-Wazif og finde en gruppe desertør.”

Walgar kunne mærke hans mave blive til is. Dette var bestemt ikke en opgave han havde lyst til at påtage sig. Han kiggede sin lord lige i øjne og sagde med jern i stemmen: ”Så mine ordrer er de samme som Jesmael Coldhart`s?”

”Nej dine ordre er snarere det modsatte… Du skal finde dem og advare dem om at Coldheart er på sporet af dem og aflevere nye ordre til dem og give dem den her:” mens han sagde det smed han en stor pung på boret, Stalus kunne høre de mange mønte klirer i den.

”Der efter skal du yde dem alt den hjælp du kan, hvis du vender tilbage om en time vil jeg have deres ordrer klar.”

Walgar gik ud af telte. Han var ved godt mod, bedre ind han havde været i dagevis. Han havde været nedtrygt siden han hørte rygtet om at Caldor Tremelay og hans venner var eftersøgt for mord. Det havde skabt stor splid i lejren, for der var ikke mange der troede på det. Ihvertfald ikke blandt de menige og slet ikke hos nogle af dem der var med ved slaget om red dawn, et slag som Walgar selv havde kæmpet i og et slag hvor Caldor Tremelay havde reddet hans liv. Walgar havde mistede sin hest tidligt i slaget og var der for tvunget til at kæmpe til fods og på et tidspunkt var han blevet slået i jorden af et slag der var kommet fra venstre og ramt ham på side af hans hjelm. Han havde ligget fortumlet, våbenløs og kikket op og set sin død i møde og lige i det, at det dødbringende slag skulle falde, komme en knight i skindende rustning riden forbi og med et slag fra sit sværd fældede han den mand som ville have dræbt Stalus, inde knight`en tordne vider ind i kampen, kiggede han ned på Stalus og gav ham et kort nik. Efter det havde Walgar samlet sig selv sammen og kastet sig ind i kampen, han havde aldrig talt med Caldor Tremelay siden og nu skulle han redde hans liv.

præcis en time og 10 minutter senere red han ud af porten på vej mod Al-Wazif.

Comments

Lundos

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.